Søerne 1685 (Rigsarkivet)

Hafnia 1587 (Braunius´ Theatrum)

Mod søens  sydlige ende (nuværende Gl. Kongevej – Vodroffs-vej) lå i 1587 den middelalderlige spedalskheds-gård, Sankt Jørgens Gård.

Søen fortsætter i Rosenåen helt ud til Kalveboderne. Rosenåen fra broen/dæmningen blev efterhånden inddæmmet, og i dag løber åen i rør under Bagerstræde og videre under Vesterbro.

Til venstre i billedet ses Sankt Jørgens Gård. Her ligger i dag Codanbygningen.

I 1620 overtager Christian den 4. de sidste rester af jorden ved Sankt Jørgens Sø. Jorden rundt om Sankt Jørgens Sø kaldes Kalvehave.
     Han havde nu stort set hele det område, der senere bliver til Frederiksberg samt engene på den anden side af søen og helt ud til Øresund. Kongen fik bygget en dæmning ”Kalvehave Dæmning” ved det nuværende Åboulevarden. Der lod han opbygge en ladegård.
     Ladegården stod stort set færdig i 1623 med volde og vand på to sider. Der var opstaldet 500 stykker kvæg.  Efter en storm i 1628, der anrettede store skader på stald- og ladebygninger, opførtes flere bygninger, bl.a. en stor lade. Ud over kvæg var der anlagt stalde til svin. De mæskede sig udendørs på det sted, der senere fik navnet Svanemosen. Dæmningen der blev bygget langs søens sydlige kant kom til at hedde Svineryggen, måske på grund af svinene ? I 1948 blev navnet officielt anerkendt.

1800 (Ramms kort)

Da der omkring år 1850 blev bygget en fodgængerdæmning over søen, blev den af københavnerne kaldt Mellemflæsket.

Det hed den i folkemunde, indtil 1933, da Kampmannsgade blev forlænget, og dæmningen rykket lidt, så den også gik i forlængelse af Danasvej.

Ladegården 1753 (J. J. Bruun)

Da driften på Ladegården ikke mere kunne svare sig, blev den forpagtet bort i 1645.
     I 1659 blev Ladegården fuldstændig ødelagt af svenskerne under deres belejring af København.
     I 1680 købte Frederik den 3. Ladegården tilbage.
     1699 fik Georg JuliusWodroff tilladelse at opføre en valkemølle. Han opførte desuden en slibe- og polermølle. Wodroff gik konkurs, og der kom nye ejere til.
      I 1710 blev bygningerne omdannet til krigshospital, da Danmark var gået ind i Den store nordiske Krig.
     Under pestepidemien i 1711 fungerede Ladegården som pesthospital.

Søerne fik deres nuværende form omkring år 1725.

I 1733 blev bygningerne ombygget til et egentligt krigshospital. Her boede de fattige og invalide soldater og deres familier. I begyndelsen af 1760´erne var der omkring 500 mennesker på Ladegården.

1740 blev Vodroffsmølle ombygget til en sejldugsfabrik. De producerede til den danske flåde.

Vodroffsgård med mølle langs Rosenåen syd for nuværende Vodroffsvej og Lille Vodroffsgård

Vodroffs Mølle 1788 (Erik Pauelsen)

1747 overtog 3 købmænd (Wever, Hemert og Bjørn) fabrikken. Hemert byggede i 1780erne Vodroffsgård i nyklassisk stil med park, søer og springvand fra gården og helt ned til Sankt Jørgens Sø.        

I 1768 købte København Fattigvæsen Ladegåden og under det nye navn, Sankt Hans Hospital åbnede det i 1769. Pesthuslemmer, kræftsyge og sindsyge blev nu overflyttet fra de små pesthuse til dette nye sted. Hospitalet var normeret til 360 patienter. De var fordelt i somatiske sygdomme og de afsindige/tossede patienter.

I 1772 kom en tredje patientgruppe til, nemlig dem med veneriske sygdomme.

1788 blev sejldugsfabrikken på Vodroffsmølle nedlagt.

I 1795 købte Hartvig Frisch Vodroffsgård og møllen for at producere knive og leer.

I 1803 købte Johan Ludvig Zinn Vodroffsgård.

I 1807 blev Sjælland invaderet af englænderne. Englænderne evakuerede 500 patienter fra hospitalet og førte dem ud til Frederiksberg Kirke. Patienterne blev 48 timer senere overflyttet til staldene ved Frederiksborg Slot i Hillerød. Da patienterne nogle måneder senere vendte tilbage til hospitalet, var det godt hærget af englænderne.

Vodroffsgård set fra Sankt Jørgens Sø

Vodroffsmølle omkring 1835 (Johan Stroe)

I 1830´erne blev Vodroffsmøllen solgt fra. Møllen lå på Vodroffsvej for enden af Sveasvej.

Carl Christian Ferdinand Otto lejer sig i slutningen af 1840 ind på Vodroffsgårds jorde, hvor han for lånte penge opførte et teglværk. Se tegning. Det var placeret der, hvor Vodroffsvej 12 ligger i dag.
     Hovedbygningen var opført som en en etage høj bygning af mur- og bindingsværk med teglsten. Derudover en bygning med 5 ovne, en stald og en bygning til kulhus og karlekammer.

I 1844 beskæftigede han 26 folk.
     Han leverede alle de små mosaiksten, der er anvendt som gulvbelægning i Thorvaldsens Museum.
     Ud over mosaiksten producerede Otto store mængder af mursten og teglsten. Han leverede især stem og tegl til den nye jernbane, der skulle forbinde Roskilde med København.
     Fra 1844 kalder Otto sit teglværk for ”Forsøget”, fordi han eksperimenterede med forskellige råstoffer og blandinger.
     30. august 44 brændte huset med ovnene, stalden blev ødelagt og halvdelen af kulhuset. Den 11. marts 45 var bygningerne genopbygget, og der blev opført som noget nyt, et lokumshus.
     Den 31. januar 1849 brændte det igen på teglværket. Det er genopbygget den 11. juni 49.

Da Otto hen ad vejen lånte temmelig mange penge til alle sine projekter, gik han konkurs den 19. maj 1851. Hvad der derefter bliver af bygningerne, vides ikke.

I 1857 købte bager Troels Caspar Daniel Marstrand møllen.

Møllen brændte i 1865, og Marstrand opførte nu sammen med Jens Lund et hvidtølsbryggeri.

I 1866 fik Marstrand opført den bygning, der kan ses nedenfor.Bryggeriet blev tegnet af arkitekt Henning Wolff. Den var et hovedværk i dansk arkitektur.

I 1874 blev der bygget et Bayerskøl-Bryggeri, Omsætningen steg betydelig, og i 1884 købtes bryggeriet Aldersro, hvorefter begge bryggerier blev overdraget til det i den anledning stiftede ”Aktieselskabet Marstrands Bryggerier”. Dennes første bestyrelse bestod af etatsråd Fritsche som formand, overretssagfører N. G. Mygind, M. R. Rubow, Jens Lund og Otto Marstrand.

I selskabets første tre år havde bryggerierne en betydelig omsætning, men denne gik snart tilbage og formåede ikke senere at komme op på sin tidligere højde, uagtet det i 1888 lykkedes at fremstille et fortrinligt ”wienerøl”, som opnåede en for den tid så betydelig afsætning som 30000 flasker om dagen.

Kongens Bryghus (billede fra 1976 lige før nedrivningen)

Vodroffsvej 8

3 af Wolff´s børn fik bygget villaer tegnet af J. W. Frohne på noget af den tilliggende jord.

To af husene lå og ligger stadig på Vodroffsvej 8 og 10. Begge huse er fredet.

Nr. 8 blev bygget i 1863 til sønnen August Wolff og hans kone. Dengang havde den en stor smuk have. Huset blev efter 1954 skænket til Københavns Universitet af Toftegaard, Skydsgaard og Hal Koch. Ud over at rumme Instituttet for dansk Kirkehistorie, boede Bodil og Hal Koch i huset.

I dag ejes huset af Muslim World League, og haven er forsvundet.

Vodroffsvej 10 blev opført i 1865. Wolff´s ene datter og svigersøn Fick boede der indtil 1881. Derefter blev huset beboet af familien Tuxen. Bagerst i haven ud mod Skt. Jørgens blev der i 1882 bygget et alelier til den ugifte søster Nicoline Tuxen.

Vodroffsvej 10

Til venstre ses et kort over Sveasvej - Emilievej - Vodroffsvej omkring år 1880.

Vodroffsgaard - Bryghuset - Afholdshuset Sveasvej nr. 6 - Emiliegade 3, 5, 7 De berejstes Hus, 9 og 2, 4, 6 familien Ramms hus - Vodroffsvej 14 er i dag revet ned.

Resterne af Emiliegade er i dag indkørsel til Frederiksberg Søpark fra Vodroffsvej.

Emiliegade set fra Vodroffsvej (Ebbe Sadolin). Til højre ses familien Ramms hus.
Det forreste hus til venstre, som man lige kan ane, var Berejstes Hus.

Emiliegade blev anlagt i 1865. Der blev yderligere en villa i 1866 (Emiliegade 6) opført til en af Wolff´s døtre, Christiane Marie og hendes mand P. G. Ramm (1834 - 1917). Ramm udstykkede og anlagde i 1880 Danasvej, Nordsvej og Sveasvej.

I 1966 købte Frederiksberg Kommune huset med henblik på nedrivning.

Ramms hus - Emiliegade 6

Emiliegade 3 set fra bagsiden i 1988

Et almindelig etagebolig på Emiliegade 3, hvor beboerne kæmpede til sidste blodsdråbe for at bevare de gamle huse fra nedrivning. Beboerne mente, at nedrivningen var i modstrid med med kommuneplanen, der foreskriver bevarende sanering af området.

Alt der var af værdi i huset, såsom døre, installationer og lignende blev kørt ud til Den grønne Genbrugshal på Christiania.

Berejstes Hus - Emiliegade 7

Navernes "Berejstes Hus" lå i Emiliegade. Foreningen for berejste Håndværkere blev stiftet den 1. marts 1885.

Naverne blev startet af skandinaviske rejsende håndværkere i Schweiz 1899.

Naverne købte huset den 14. november 1928. De havde fast mødedag hver torsdag.

Huset blev desuden brugt af mange andre større eller mindre foreninger.

Ib Schønberg (revyforfatter og skuespiller), som selv boede på Vodroffsvej 3 B, brugte hvert år Berejses Hus til de første prøver på årets sommerrevyer.

Sangforeninger holdt møde i huset, hvor der også var mad med efterfølgende keglespil i kælderen.

Et meget fint hus for enden af Emiliegade med små haver ud mod Svineryggen.

Emiliegade 9 i 1910 set fra Svineryggen

Der blev holdt en protestfest 1979 i Emiliegade, hvor man sagde ned til Bikubens opkøb af bygningerne.

Husene blev revet ned i 1988.

Sveasvej 8- Afholdsforeningen "Good Templar Orden"

13 afholdsloger gik sammen for at købe og opfører bygningen på Sveasvej 8. Det var entreprenørerne Nielsen og Meinecke, der byggede huset, som blev indviet den 5. januar 1884. Ordenens Chef Dr. Selmer foretog åbningen under overværelse af borgmestrene Hansen og Borup og andre koryfæer.

Huset indeholdt beboelseslejligheder, hotel, restaurationslokaler og 3 logelokaler. Bag huset var der have og gård.

På billedet ses også nr. 6, som stadig ligger på vejen.

Frederiksberg - og København Kommune forhandler om ny plan for Sankt Jørgens Sø. Den nye udformning af søen skulle sikre mod oversvømmelse ved skybrud.